Billedet ovenfor er fra 1942. Tre år før udlængerne på Agtrupgård blev lagt i aske ved en påsat brand den 13. februar 1945. Billedet ledsagede en artikel i foreningens Årsskrift 2008. Redaktionen mente, at billedet var af noget ældre dato og kendte ikke navnet på den tredje person fra venstre. Det gør vi nu takket være en af vore læsere, Louis Grundall Jepsen, som fortæller, at den "ukendte" mand er hans bror, Arthur. Personerne på billedet er fra venstre: Rasmus Rasmussen, Herluf Lage, Arthur Grundall Jepsen og Frode Dahl. Louis Grundall Jepsen har sendt os følgende erindringsbillede:

Billedet med karlene fra Agtrupgård er taget i 1942. Den ”ukendte” er min bror Arthur Grundall Jepsen, som på det tidspunkt var 16 år. Frode Dahl var fodermester på gården, og jeg var nær blevet skyld i en alt for tidlig død for hans vedkommende. Han var simpelthen ved at omkomme af grin, da min lillebror og jeg en dag efteråret 1941 var oppe for at besøge storebror Arthur. Min lillebror og jeg var aldersmæssigt tæt på hinanden. Jeg var født i september 1928 og ikke ret stor af min alder. Min lillebror var født i februar 1930, og vi var næsten lige store, eller rettere sagt lige små. Nå, men vi var en tur i stalden, og Frode spurgte, om vi var tvillinger, hvilket jeg indigneret benægtede. Frode kunne ikke forstå, at der ikke var forskel på størrelsen, hvorfor jeg hurtigt belærte ham om, at der kun var et halvt års forskel på os. Hurtig hovedregning fra september til februar gav ca. 6 måneder. Det var åbenbart så morsomt, at Frode var ved at himle af grin. Hvorfor forstod jeg først længe efter. Ak ja, barnlig uvidenhed i en alder af 13 år.

Barsk oplevelse for en 16-årig gut
Holdt brandvagt Branden på Agtrupgård i februar 1945 står tydeligt i min erindring. Jeg var med som brandvagt efter branden, dog kun om dagen. På det tidspunkt tjente jeg hos Johannes Wiuf på Aalrygaard, som det stavedes dengang. Johannes Wiuf var brandfoged, et borgerligt ombud som gik på skift mellem gårdmændene. De skulle stille med folk og indkalde fra de andre gårde. Jeg tror hvervet fulgtes med jobbet som snefoged, altså den der skulle stille med karle og heste til at trække sneploven, når vejene føg til. Det var en barsk oplevelse for en 16-årig gut at se alle de døde dyr. De fleste af grisene og en hel del køer og ungkvæg var døde og lå som oppustede spærreballoner. Jeg husker ikke om det var to eller tre heste, som også omkom i flammerne, selvom det var hestene, som gårdens karle først prøvede at redde.

To brande på samme nat
Hestene var simpelthen så paniske, at nogle af dem løb tilbage i stalden og flammehavet efter de var kommet ud.
Det der harmede os bønderkarle mest var nok, at brandstifterne havde tændt ild på fodergangen foran hestene. Hesten var jo på en måde vores arbejdskammerat, som man fik et nært forhold til, gennem lange arbejdsdage året rundt. Men der var tændt ild flere steder i udlængerne, på halmloftet over kostalden, som var bygget sammen med svinestalden, og i kornladen. Præcis hvornår det skete, husker jeg ikke, men det var om aftenen, før karlene var gået til ro. De opholdt sig efter hvad der blev fortalt i folkestuen, hvor vinduerne var afblændet med mørklægningsgardiner, som var påbudt under krigen. De blev derfor først klar over branden, da tagpladerne begyndte at eksplodere. Hvem der havde påsat branden blev nok aldrig rigtig opklaret. Dels var det i den politiløse tid under besættelsen, og dels var der nok ikke så mange der ønskede at medvirke til opklaringen. Samme aften/nat var der brand på Kjellerup i Binderup. I folkemunde blev begge brande omtalt som sabotagehandlinger.