2016

REFERAT fra
Generalforsamling
Torsdag 25. februar 2016 kl. 19.30 på Sdr. Bjert Centralskole

Dagsorden

Pkt. 1: Valg af dirigent og referent
Lars Blenner Thiesen blev valgt til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Steen Andersen blev valgt til referent.

Pkt. 2: Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
- Flere gange har jeg sagt, at nu er det slut med, at medlemstallet stiger, men her har jeg taget fejl. Det er steget lidt hvert år. Sidste år kom vi op på 208 – og tro det eller ej, nu er det steget yderligere til 217 medlemmer. Det glæder vi os naturligvis over i bestyrelsen. Og der har været et pænt fremmøde til vore arrangementer. Det svinger selvfølgelig lidt, men det ligger som regel på mellem 40 og 50 deltagere.
Sådan indledte Morten Bøge sin beretning. Herefter omtalte han kort foreningens arrangementer siden sidste generalforsamling:
26. februar 2015: Generalforsamling. Direktør for Koldinghus Thomas Thulstrup fortalte om sine spændende visioner for slottet og museet.
7. maj 2015: Byvandring fra plejecenter Egebo til Sdr. Bjert Centralskole. Sluttede af med kaffe i aulaen.
8. oktober 2015: 100-året for kvindernes valgret. Spændende aften med en veloplagt Erik Voss som fortæller.
14. november 2015: Lokalarkivets dag – åbent hus. Flere gårde med i udstillingen – suppleret med fotos fra Fotomuseet på Det Kongelige bibliotek. Salg af Bjert Kalender 2016.
18.-19. december 2015: Julemarked i den gamle brugs. Fint arrangement. Snakkede med en del interesserede som vi ellers ikke normalt får kontakt med. Foreningen fik flere nye medlemmer.
21. januar 2016: 70-året for befrielsen. Sammen med Lokalhistorisk Forening i Vejstrup. En spændende aften med Gunnar Ebbesen som fortæller.
- Næste gang vi kalder ind bliver torsdag den 12. maj. Da skal vi på udflugt til Christiansfeld. Det er en guided rundvisning, som slutter af med kaffe og kage på Brødremenighedens Hotel, sagde Morten Bøge.
Herefter gav formanden medlemmerne et indblik i, hvad bestyrelsen arbejder med.
- Vi bruger rigtig meget tid på at forberede og udarbejde årsskrift og kalender. Desuden går der tid med at planlægge og forberede møder og arrangementer, lave udstillinger med billeder og tekster, arkivering af billeder og den årlige byvandring med skolens 5. klasser.
Derudover deltager vi i kurser og møder med andre lokalhistoriske foreninger og Stadsarkivet i Kolding.
- Fire af bestyrelsens medlemmer var i efteråret på studietur til Fotomuseet på Det kongelige Bibliotek. Her affotograferede vi næsten 200 billeder af gårde i sognet. Billederne er alle fra 1950'erne. En del af dem er nu med i udstillingen ved arkivet. Men der er mange flere lokale billeder i Fotomuseet, så vi blev ikke færdige. Derfor er der planlagt endnu en tur. Her håber vi at finde en del billeder af huse i Bjert By – også fra 50´erne. Så har vi også samlet et ganske omfattende billedmateriale, sagde Morten Bøge.
Desuden er der i årets løb løst mange forskellige opgaver i arkivet. Det er især Christian og Steen, der tager sig af dem. De fortæller bl.a.:
- Vi har haft besøg af knap 100 personer i arkivets åbningstid om torsdagen. Når besøgstallet er dalet en smule sammenlignet med året før, kan det skyldes, at flere og flere søger oplysninger på nettet i arkiv.dk, som kom frem for et år siden. Gæsterne kommer med vidt forskellige spørgsmål, og i næsten alle tilfælde har vi hjulpet dem – enten med et svar eller forklaret, hvor de kan henvende sig med deres spørgsmål, fortæller arkivarerne.
- Torsdag eftermiddag er vi en gruppe, der mødes for at registrere og arkivere arkivmateraler og billeder i programmet Arkibas. Vi har nu registreret knap 700 billeder, som alle interessrede kande på internettet i arkiv.dk. Her kan I også se de billeder, som alle de andre arkiver i Danmark har arkiveret, sagde formanden.
Morten Bøge rundede beretningen af med at rette en tak til Anna Marie Kehlet for hendes store indsats i bestyrelsen, som hun nu har besluttet at forlade. Hun har været med fra foreningens start.
- Du har hjulpet til med mange opgaver, og din store viden om lokale forhold har vi profiteret af. Det skal du have tak for, sagde Morten Bøge.
Beretningen blev godkendt.

Pkt. 3: Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
Kasserer Poul Bramsen gennemgik regnskabet for 2015. Driftsresultatet viste et overskud på 2.613 kr. og en samlet beholdning på 51.188 kr. Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.

Pkt. 4: Fastlæggelse af kontingent for 2016.
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 60 kr. for enkeltmedlemmer og 100 kr. for husstand (2 personer). Det blev vedtaget.

Pkt. 5: Valg af
a. bestyrelsesmedlemmer
Fem medlemmer var på valg: Morten Bøge, Christian Holdt, Erling Grau, Steen Andersen og Anna Marie Kehlet. Anna Marie Kehlet ønskede ikke genvalg. De øvrige fire blev genvalgt. Bestyrelsen foreslog Sven Rørbæk Madsen til nyt medlem af bestyrelsen. Sven Rørbæk Madsen blev valgt uden modkandidater.

b. revisor
Lars Blenner Thiesen blev genvalgt.

c. revisorsuppleant
Peter Uldall Juhl blev genvalgt.

Pkt. 6: Indkomne forslag. De skal være skriftlige og være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen
Der var ikke modtaget nogen forslag.

Pkt. 7: Eventuelt
Morten Bøge takkede Anna Marie Kehlet for hendes mangeårige indsats i bestyrelsen og for foreningen.
 
Ref.:
Steen Andersen
29. februar 2016

Morten Bøge indledte aftenens møde med en særlig velkomst til Lars Gregers Hansen, tidl. chefredaktør på Kolding Folkeblad. Som optakt til generalforsamlingen fortalte han om og viste sin film om ”Kolding Havn – fra fiskerleje til storhavn”. Det var en stærk historisk fortælling, som blev godt modtaget af de ca. 50 medlemmer, som var mødt op til generalforsamlingen.

Nyt medlem i bestyrelsen
Som det fremgår af referatet ovenfor sketeSven Rørbæk Madsen der en mindre udskiftning i foreningens bestyrelse. Svend Rørbæk Madsen blev valgt til nyt medlem af bestyrelsen. Han overtager pladsen efter Anna Marie Kehlet, som havde valgt at trække sig. Anna Marie Kehlet har været medlem af bestyrelsen siden foreningens start i 2007 og har gennem alle årene ydet en stor indsats i bestyrelsen og i arkivet. På valg til bestyrelsen var også Morten Bøge, Christian Holdt, Erling Grau og Steen Andersen. De blev alle genvalgt. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen. Ca. 50 medlemmer deltog i generalforsamlingen.

 

 

 Bjert Kalender 2018

Kalenderen kan købes ved henvendelse i lokalarkivet på Vesterløkke 10, i Rema 1000 og på Shell-tanken. Den er med billeder fra de tre tidligere landsbyskoler og centralskolen. Prisen er 50 kr.

Bliv medlem og modtag indbydelser til arrangementer og foreningens årsskrift

OBS!
Husk at give foreningen besked når du får ny mailadresse. Hvis du fortsat ønsker at modtage nyhedsmail fra foreningen.

Lokalarkivet er åbent

torsdage kl. 16-18