Onsdag d. 17. november 2021
I aften var vi til et foredrag på skolen, hvor også en del yngre mennesker var dukket op. Det var familier og tidligere og nuværende medarbejdere på Tresu.
I løbet af aftenen fik vi en buket af gode og spændende beretninger om den historie, de gamle bygninger på Eegsvej rummer.
I alt var der ca. 65 personer, der først hørte Kathrine Føns Schultz fortælle om sin skolegang på Agtrup Skole fra 1944.
Hun fortalte om skolens historie, hvad de blev undervist i på forskellige klassetrin – et skoleår bl.a. alfabet, stavning og klokkeslæt. Salmevers var en selvfølge.
Hendes historiske beretning var krydret med små, sjove anekdoter om oplevelser med klassekammerater og lærere.
Kathrine Føns
Efter dette foredrag fortsatte Finn Jensen (fra lærling på Sumas til medstifter af Tresu). Han fortalte, hvordan det gik til, at Sundby Maskinfabrik (ejere Egon Olesen og en kompagnon) købte Agtrup Gamle Skole i 1963 og startede Sumas. Kompagnonen ville ikke med herover, så de delte sig, og Egon Olesen blev eneejer af Sumas.
Finn fortalte om starten og sjove historier om Egon Olesens mange gode ideer.
Sidst i 70erne var der nogle projekter, der slog fejl. Det førte til betalingsstandsning d. 16. februar 1981.
Kuratoren foreslog Johannes Berger (administrerende direktør), Bygum (værkfører i smedjen) og Finn Jensen (værkfører i maskinværkstedet) at købe resterne. De accepterede tilbuddet og startede op med 20 mænd. De var heldige, at mange havde brug for deres hjælp.
Finn redegjorde for udviklingen af Tresu fra en langsom start til en stor produktionsvirksomhed og i 2010 salget af Tresu til Erhvervs Invest.
Finn Jensen
Herefter fortalte Bent Christensen sjove historier om tiden på Sumas/Tresu. Han startede som lærling i 1970 og fulgte med over i Tresu.
For Bent blev det til mere end 40 års arbejdsliv på produktionsvirksomheden i Agtrup Gamle Skole.
HP Jørgensen (fagforeningsformand) sluttede af med at fortælle om Tresus betydning for lokalsamfundet, og hvordan fabrikken var kendt for at udvise et stort socialt engagement, hvilket betød, at ledelsen altid var klar til at ansætte folk, som havde forskellige udfordringer. På denne måde blev mange hjulpet videre til et godt liv.
Det var en dejlig aften med spændende oplysninger og historier om Agtrup Gamle Skole.
Bent Christensen
Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17
Torvehandel og små gartnerier i Sdr. Bjert
Onsdag den 22. november 2023 kl. 19.00 på Sdr. Bjert Centralskole
Vi har bedt Olaf Jensen om at holde foredraget igen. Mange ting i foredraget er det samme som sidst, men der er også nye områder.
Når vi har bedt Olaf om at gentage sit foredrag, er det fordi, vi gerne vil optage det med billeder og lyd, så vi har det opbevaret for fremtiden.
Foredraget handler om nogle af de små gartnerier i Bjert. Olaf har snakket med mange mennesker og studeret forskellige kilder. Alt dette har Olaf samlet til et stort og nuanceret billede af de små gartnerier i Bjert.
Da foredraget er en gentagelse, er der gratis entre.
Julemarked i Bjert Gamle Brugs
Lørdag den 25. og søndag den 26. november 2023
Der er tradition for julemarked i Bjert Gamle Brugs med mange forskellige boder. Lokalhistorisk Forening har også en stand, hvor vi gerne tager en snak med alle interesserede – både nuværende og kommende medlemmer. Vi har et udvalg af årsskrifter, kalendere og bøger, som vi præsenterer og sælger.