Fra Christiansminde til Løverodde
Torsdag den 12. oktober 2023
Omkring 100 fremmødte kunne glæde sig over en spændende fortælling om Bjerts historie – over en periode på 100 – 150 år.
En meget veloplagt Hans Peter Jørgensen holdt et foredrag – med masser af humor og beretninger om barske skæbner, som han kaldte: Fra Christiansminde til Løverodde.
Først fortalte han lidt om sig selv. Bl.a. at han ikke var fra Agtrupskov men undfanget i tørvemosen i Svanemosen. Han fortalte også, at han var god til at pjække til konfirmandundervisning.
Han er uddannet metalsliber og har haft forskellige arbejdspladser – bl.a. på Laurids Knudsens Maskinfabrik, hvor han mødte Vera. Her han blev tillidsmand. Senere blev han formand for Dansk Metal i Kolding.
Han fortalte, at pastor Moe forventede, at man kom i kirke hver søndag, og det var der ikke alle, der kunne eller ville leve op til. Så kunne man komme med i prædikenen den næste søndag. Han sagde også, at pastor Moe mente, at radikale og socialdemokrater røg direkte i helvede.
Sognerådet nægtede i 1850 at bygge en skole til skolebørnene i Agtrupskov, det var ikke nødvendigt for den slags mennesker, men skolen kom dog i 1858.
Herefter fortalte Hans Peter om fiskerne i Agtrupskov – bl.a. at Ole Strandbys fiskekutter blev minesprængt under krigen ved Brandsø.
Til sidst kom han ind på livet på sommerrestauranterne - Løverodde og Christiansminde. Bl.a. fortalte han om et ålespiselaug på Christiansminde. For at kunne blive optaget som medlem, skulle man kunne spise så mange ål, at ”benene” kunne nå to gange rundt om tallerkenen.
Dette er kun et udsnit, af et fantastisk, humoristisk og oplysende foredrag.
Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17
Undtagen når skolerne har fridage.
Billedaften og generalforsamling
Onsdag den 26. februar 2024 kl. 19.00 på Sdr. Bjert Centralskole
Hans Peter Jørgensen vil fortælle og vise billeder fra sin barndom – og specielt fra sin barndoms vej, Skarre Strandvej i Agtrupvig. En beretning om spændende mennesker, sjov med kammeraterne og ikke mindst drengestreger i en spændende og storslået natur ved Kolding Fjord.
Efter fortælling og visning af billeder er der generalforsamling.