Barndom på landet: Helle Juhl

Barndom på landet: Erindringer fra efterkrigstidens Danmark.

D 22.09.2022 foredrag ved Helle Juhl, der fortalte ud fra sin bog med ovennævnte titel.

Forskellige kendte og “lidt kendte” personer var interviewet til bogen, og vi fik et indblik i deres erindringer fra efterkrigstidens Danmark, begyndende i 1945. På det tidspunkt var 1/5 del af befolkningen beskæftiget ved landbruget.

Carsten Knudsen (en del af De Nattergale) fortalte om familiebrugernes tid, da hestene var den foretrukne trækkraft. De boede flere generationer under samme tag, men han oplevede også, at der kom nyere tider, og skolemæssigt blev landbefolkningen ligestillet med bybefolkningen.

Vi hørte også om Arne Rolighed - tidligere sundhedsminister og administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse. F.eks. passede han som 16 årig selv en gård i et halvt årstid. Han fik det grønne bevis, men efter værnepligt og FN soldat på Cypern tog han på højskole og derefter et sporskifte.

Herefter fortsatte spændende fortællinger fra Bente Falk Svenssons liv som fiskedatter fra Tejn på Bornholm og derefter Bente Scavenius, der var opvokset på Klintholm Gods på Møn.

Aftenen sluttede Helle Juhl af med Arne Jeppesen - tidligere socialrådgiver- fra Gyndbjerg, som mange af os kender. Han var lærersøn fra Rom ved Lemvig og var fra et hjem med klaver. Da Arne var 14 år, blev forældrene forstanderpar på Fårevejle Sygeplejehøjskole, så familien måtte flytte. Arne spillede pigtrådsmusik, og som 16 årig kom han på Haslev Gymnasium.

Vi kunne nu alle gå hjem efter en hyggelig aften med spændende livshistorier, som mange af vores medlemmer kunne nikke genkendende til.

 

 

Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17

 

Den 19. april 2023 kl 19.00

Byvandring i Bjert 

Vandringen begynder ved Bjert Kro og slutter med kaffe og kage i Bjert Gamle Brugs.