En aften med ”foredrag af Ejnar Dall”.
Den 18. januar afholdt Sdr. Bjert Lokalhistoriske Forening et foredrag af en tidligere kendt lokal personlighed Ejnar Dall, som døde i 2006, men som havde efterladt sig et stort antal lysbilleder og tre kassettebånd med historiske redegørelser om Skamlingsbanken og andelsbevægelsen i Sdr. Bjert.
Ejnar Dall blev født i 1919 og døde i 2006. Han boede stort set hele sit liv i Sdr. Bjert og fik med sine næsten 90 år lov til at opleve – og præge lokalsamfundet i en lang periode. Han var en ivrig fotograf og har bidraget til forevigelse af en mængde begivenheder og steder.
Ved sin død havde Ejnar Dall således efterladt sig ca 1000 lysbilleder, som foreningen nu har fået digitaliseret. Desuden har foreningen sammensat de tre lydbånd og de relevante fotos i et lysbilledforedrag, som blev afspillet og vist for 85 lokalhistorisk interesserede medlemmer på skolen. Det blev til tre foredrag på i alt 1½ time. Her gennemgik Ejnar Dall den historiske baggrund for Skamlingsbankens tilblivelse som nationalt samlingssted, de mange store begivenheder, som i perioden fra 1844 og frem til moderne tid er blevet afholdt på stedet og gav desuden en god fortælling om tilblivelsen af andelsbevægelsen i Sdr Bjert og dens udvikling, især med fokus på brugsforeningerne og andelsmejeriet.
Den slags materiale er guld værd for Lokalhistorisk Forening, som stræber efter at skabe et godt, grundigt og alsidigt billede af lokalsamfundets udvikling.
Det blev endnu en god aften med minder for de ældre deltagere, som stadig husker det gamle mejeri, den gamle brugs og nogle af de store begivenheder på Skamling.
Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17
Den 19. april 2023 kl 19.00
Byvandring i Bjert
Vandringen begynder ved Bjert Kro og slutter med kaffe og kage i Bjert Gamle Brugs.