SIDSTE NYT

Per Mortensen

 

Den 22.2.2023 havde vi besøg af Per Mortensen, som fortalte om sin barndom i Binderup, hvor hans far var den sidste landsbysmed. Smedjen lå på Kjellerupvej 22, hvor Per er født.

Per blev lærer på skolen i Vonge ved Jelling, og var der hele sit voksne liv. Han var også SSP konsulent.

Ved siden af sin lærergerning reparerede han vaskemaskiner og solgte dem, men han havde altid haft stor lyst til roser. Det stammede helt tilbage fra hans barndom, hvor han kom meget på rosengartneriet i Binderup.

I dag hvor lærer gerningen er slut, helliger han sig fremavl af nye rosensorter. Det starter med bestøvning af rosenplanter, hvor efter han sår frøene, planter dem ud og til sidst ender med færdige store rosenplanter, som er lige til at plante i folks haver. Det er alt sammen nye sorter, som Per søger patent til.

Det var en interessant aften både for rosenentusiaster, og folk der ville høre om, hvordan det var at være landsbysmed i Binderup.