Tur til Christiansfeld

Foreningens sidste arrangement før sommerferien 2016 var en udflugt til Christiansfeld, som i juli 2015 blev optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Knap 30 medlemmer deltog i udflugten, som fandt sted en herlig lun forårsaften, torsdag den 12. maj. Med Albert Højgaard Jensen som en rutineret og veloplagt guide fik deltagerne en spændende rundvisning i den velbevarede bymidte og på Brødremenighedens kirkegård, Guds Ager. Albert Højgaard krydrede sin rundvisning med humor og morsomme anekdoter og ikke mindst et væld af interessante detaljer om byens og Brødremenighedens historie. Christiansfeld blev grundlagt af herrnhuterne (Brødremenigheden) i 1773 og fik sit navn efter Christian 7. Kongen gav til gengæld borgerne skattefrihed i 10 år og et statstilskud på 10% af byggesummen på alle nye bygninger. Billedet er fra kirkepladsen, hvor Albert Højgaard fortæller om kirken, som er lukket og vil være det de næste mange måneder på grund af en omfattende restaurering.

Kirkepladsen i Christiansfeld

 

 

Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17

 

Torvehandel og små gartnerier i Sdr. Bjert

Onsdag den 22. november 2023 kl. 19.00 på Sdr. Bjert Centralskole

Vi har bedt Olaf Jensen om at holde foredraget igen. Mange ting i foredraget er det samme som sidst, men der er også nye områder.

Når vi har bedt Olaf om at gentage sit foredrag, er det fordi, vi gerne vil optage det med billeder og lyd, så vi har det opbevaret for fremtiden.

Foredraget handler om nogle af de små gartnerier i Bjert. Olaf har snakket med mange mennesker og studeret forskellige kilder.  Alt dette har Olaf samlet til et stort og nuanceret billede af de små gartnerier i Bjert.

Da foredraget er en gentagelse, er der gratis entre.

 


 

Julemarked i Bjert Gamle Brugs

Lørdag den 25. og søndag den 26. november 2023

Der er tradition for julemarked i Bjert Gamle Brugs med mange forskellige boder. Lokalhistorisk Forening har også en stand, hvor vi gerne tager en snak med alle interesserede – både nuværende og kommende medlemmer. Vi har et udvalg af årsskrifter, kalendere og bøger, som vi præsenterer og sælger.