I 1887 flyttede E. V. Petersen den tidligere sommerrestaurant Louisehøj fra nordsiden af Kolding Fjord til den vestlige ende af fjorden ved Agtrupvig. Her fungerede den frem til omkring 1950 som sommerrestaurant under navnet Christiansminde. Det var et yndet udflugtsmål for selskaber fra Kolding, og i en lang årrække havde restauratør Nissen sin egen lille fjordbåd, som flere gange dagligt fragtede passagerer fra Kolding til Christiansminde og retur. Christiansminde var kendt som et godt spisested. Især de stegte ål trak folk til, og på et tidspunkt dannede en kreds af personer fra Koldings bedre borgerskab den såkaldte ”Ålestangerforening”, hvor kravet for optagelse var, at de afgnavede åleben skulle have en længde på 65 cm. Christiansminde var rammen om mange aktiviteter, f.eks. koncerter, dansant og meget mere. Billedet viser Christiansminde, som er det ene af 12 fotos, som alle fortæller deres egen lille historie om et sted, en virksomhed og mennesker i det gamle Bjert sogn. Pris: 50 kr.

Christiansminde

 



Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17

Undtagen når skolerne har fridage.

Revyer i Bjert

Onsdag den 21. januar 2026 kl. 19.00 på Sdr. Bjert Skole

Revyaftenen i januar 2025 blev en succes og et stort tilløbsstykke. Da mange kom på venteliste og flere har spurgt, om det ikke kan gentages. Heldigvis har revyholdet sagt ja til det – og det er vi meget glade for.

I 60’erne og 70’erne var der revy i teltet på sportspladsen. Senere flyttede revyen op i hallen, hvor den blev hovedattraktionen til de årlige borgerfester. Mange mennesker har gennem tiderne været involveret både på og udenfor scenen.

Sanne Fuglsang Hansen, Niller Haugaard Johansen, Torben Damkjær og Per Bertelsen har alle været med til at stå på scenen, skrive tekster og instrueret. De vil denne aften fortælle om de forskellige revyer, vise filmklip og synge med publikum.

Tilmelding til: Karen Marie Langhoff tlf. 61117932 eller Johannes Bogh tlf. 40194184.

 

Astrid Dinesen og generalforsamling

Onsdag den 25. februar 2026 kl. 19.00 på Sdr. Bjert Skole

Astrid Dinesen, der er født og opvokset i Sdr. Bjert, holder foredrag om ”Mit liv med polio”. Astrid blev ramt af polio i den sidste store polioepidemi i Danmark i 1952 - 53. Der vil blive vist billeder i tilknytning til fortællingen.

Efter fortælling og visning af billeder er der generalforsamling.

Tilmelding til: Karen Marie Langhoff tlf. 61117932 eller Johannes Bogh tlf. 40194184.

 
 

CountVisits Plugin:
One or both data files missing or empty