Pænt besøgt åbent hus i lokalarkivet
Temaet for Bjert Kalender 2017 er foreningsliv i Bjert gennem tiderne. På hvert kalenderblad fortælles i tekst og billede historien om en forening. Billedet herover viser den handlekraftige bestyrelse i Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup Husholdningsforening, som i 1977 blev portrætteret på en magasinforside i Berlingske Tidende under overskriften "De vågne koner i Bjært". Fra venstre er det Henny Stenstrøm, Ruth Langhoff, Margit Bay Christensen, Lisbeth Bonde Petersen (formand) og Anne Stub.
Mange medlemmer og andre interesserede fandt vej til lokalarkivet, da foreningen præsenterede Bjert Kalender 2017 på den årlige Arkivets Dag med et åbent hus i arkivet på Vesterløkke lørdag den 19. november. Ved den lejlighed var der samtidig fernisering på en ny udstilling med billeder fra det gamle sogn. Udstillingen rummer et udvalg af de mange billeder, som foreningen har hjemtaget fra Det Kgl. Biblioteks fotomuseum. Billederne er fra starten af 1950erne og fremtræder som en tidsrejse fra Gl. Bjært til åen ved Agtrup.
Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17
Undtagen når skolerne har fridage.
Billedaften og generalforsamling
Onsdag den 26. februar 2024 kl. 19.00 på Sdr. Bjert Centralskole
Hans Peter Jørgensen vil fortælle og vise billeder fra sin barndom – og specielt fra sin barndoms vej, Skarre Strandvej i Agtrupvig. En beretning om spændende mennesker, sjov med kammeraterne og ikke mindst drengestreger i en spændende og storslået natur ved Kolding Fjord.
Efter fortælling og visning af billeder er der generalforsamling.